8. mai 2015

Trøysta om at det nyttar



Flagget vaiar i vinden i dag, det er 70 år sidan fridomsjubelen i 1945. NRK har sending heile dagen, etter det eg forstår. Det er ein merkedag, ein dag for historiebøkene. Men livet har framleis flest kvardagar. Dagar der me alle tutlar på med vårt. Kva er verkeleg meininga, kan ein av og til lura. Men når ein ser alt det folk driv på med, så slår det meg at det ikkje er så nøye kva du gjer, som at du faktisk gjer det! Og dette fører meg til teksten eg har lyst å dela med dykk i dag. Det er eit dagboksnotat frå 4. juledag i 1903. Det er Hulda Garborg som set på papiret tankane ho har etter dagens middag med husbonden, Arne Garborg.


”Idag er uendelig stilhed i huset. G. er nu ganske slugt af boka. Jeg gjorde et svagt forsøk på en liden let middags-konservation ved bordet. Men den var totalt mislykket. Efter et par kremtinger, – som altid er indledningen til vore samtaler, fordi vi sidder så meget og tier, at vi begge må hente vore stemmer op af en brønd, før vi kan snakke menneskelig – altså sa jeg efter denne proces: Jeg læser sånn en hyggelig bog i dag! Svar: Hm. Jeg: En jeg lånte hos Werenskilds, om Japan. Rigtig sån fredelig og hyggelig og alligevel svært interessant. Hm. Dersom du har brug for lidt å hvile på i eftm. skulde du ta den med dig op. Intet svar. Men dybe rynker i panden forrådte at hvert ord jeg sa, gjorde vondt. Altså opgav jeg samtalen og hensank, moi aussi, i en dybsindig taushed, som for en uindviet sikkert vilde ladet formode, at min hjerne ligesom herrens ”sad i en skruestikke”, som han udtrykker det. Men denne situation er ingen tragisk; thi sandheden er, at om det end kan være slemt å ha sin hjerne i en skruestikke, så ved jeg nu, at ”bedre kan han ikke fare”. Og altså indskrænker jeg mig nu til en tækkelig husmors mest neutrale sætninger. ”Værsågod”. ”Tak”. ”Pas dig, fadet er varmt”. ”Tag her”. O.s.v. Alt med så dæmpet elskværdig stemme som muligt for ikke å skræmme ham. Så går den fra bordet som først er færdig, og det er altid mig. Så takker vi efterhvert for maden, og han kommer efter ind til mig, hvor vi dormer og drikke en koselig taus kaffe. Så kommer tiden da han igjen skal op på sin grønne kvist og ”vride heilen sin som ei skurefille”, og vi nikker rolig og megetvidende til hinanden som to gamle krigskammerater, der har prøvet fienden sammen og ikke trænger mange ord – og skilles for resten uden nogenslags hverken ydre eller indre rørelse. ”Nog träffas vi åter”. – Ak, hvor er dog alderdommen velsignet doven og deilig! I gamle dage – ak i mange år – voldte den slags mislykkede tilnærmelsesforsøg mig megen gråd og tænders gnidsel. Men nu – nu tænker jeg bare: Det er et dumt påfund å spise sine hverdagsmåltider sammen. Som andre kjedelige, men nødvendige ting bør de henlægges til lønkammeret. Og videre tænker jeg: Kanskje færre egtepar havde været skilt, dersom de, som vi, aldrig spiste frokost sammen: Idethele kan man leve længe sammen, når man bare altid er sånn passelig skilt.
Ikke forcere tingene; men ta de feststunder Vorherre i sin nåde sender, og siden gjøre mindst mulig vrøvl af affæren. De som kan opretholde et festligt aftensmåltid sammen, må takke sin Gud. Når bare ikke magterne også havde opfundet dårlige maver og grød og melk.
Nei, det er ikke tragisk når der bare arbeides; men temmelig nær ved å bli det i arbeidsløse tider. Da kan jeg ikke engang trøste mig med, ”at den gode maten skal bli til ånd”, som Vinje sier. Da får jeg bare være glad ved bevidstheden om at maden og jeg selv og alt her alligevel i stilhed utgjør et grundlag for fremgang og bedre tider. Han trængder det altsammen til å suge næring og kraft av, ligesom frøet trænger varme og god jordbund for at det skal bli blomst av det –”
D19/33

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar